I dag er der 80 dage til jeg tager hjem :)
Her på de sidste har jeg fået lidt mere hjemve... eller måske er det ikke det rigtige ord. Men det er som om, at fordi der nu er under 3 måneder tilbage, så "venter" jeg bare på at komme hjem.
Inden jeg rejser hjemad skal der dog ske en del ting først. Det jeg ser mindst frem imod er når Charlotte og ungerne rejser til Danmark den 15. juni og først kommer tilbage igen den 3. juli. Charlotte har snakket om at hun har sagt til Jason at han skal tage telefonen istedet for mig hvilket jeg virkelig håber kommer til at blive tilfældet. Jeg føler mig nemlig meget meget hjælpeløs når jeg tager telefonen og en kunde eller model spørger om noget, som jeg ikke har nogen anelse om. Desuden snakker de amerikanere også så hurtigt i telefonen at jeg knapt når at høre halvdelen.
2 dage før de kommer tilbage får jeg gæster. Lena og hendes veninde Julie. Det glæder jeg mig dog til. De kommer til at opleve Californien når det er bedst (eller værst som nogle nok ville sige - 35-40 graders bagende tør varme er ikke altid det bedste).
2 dage efter de tager hjem kommer der gæster igen... denne gang er det Nina (tidligere au-pair), hendes kæreste, mor, stedfar, mormor og morfar. Ja, i talte rigtigt. 6 gæster på én gang. Kaotisk bliver det helt sikkert. Desuden er Helena meldt til en "acting camp" hun skal til hver hverdag i den uge hvor jeg skal hjem. Dagen før jeg tager hjem skal hun så optræde hvilket jeg selvfølgelig skal med og se. Oven i alt dette skal jeg forsøge at pakke de sidste 12 måneder ned i 2-3 tasker. Lige nu fortæller jeg naivt mig selv at det ikke bliver et problem. Det får jeg at se om små 3 måneder.
Men men... nu skal jeg lige igennem de næste 80 dage. Her i weekenden tager Anne og jeg ind til Hollywood for at se Dirty Dancing musicalen på Pantages. Glæder mig super meget. Det er jo en af mine yndlingsfilm og musical-versionen skulle også være rigtig god! Søndag er det min fødselsdag :) På tirsdag finder den første semifinale sted hvor Sverige, Finland og Island er med. Håber på at de 2 førstenævnte i hvert fald går videre. Torsdag er det tid til den anden semifinale hvor Danmark og Norge er med. Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke forventer at Danmark går videre til finalen i år. Vores sang er for intetsigende efter min mening. Norge derimod har en god chance... de er vidst også bookmakernes store favoritter. Lørdag i næste uge er det så tid til finalen, som jeg skal se live på min computer sammen med Charlotte. Chips og Kims dip bliver der da sat på bordet i dagens anledning. Det bliver dog en smule mærkeligt at sidde og se det ved middagstid, men det er der ikke noget at gøre ved.
Savner jer allesammen!
Kram ♥
torsdag den 7. maj 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar