Når man er lille er der flere situationer hvor man mildest talt er uenige med sine forældre... oftest fordi man vil ha' sin vilje eller føler sig uretfærdigt behandlet. Sådan var det også for mig... men for det meste var det sådan at 30-60 min. efter havde jeg glemt det og tænkte ikke mere på det og det samme gjaldt mine forældre.
En enkel gang husker jeg at jeg ville bruge en anden taktik. Jeg var sur over et eller andet (kan ikke huske hvad) og besluttede mig for at surmule. Da min mor så kommer og vil hjælpe og spurgte mig hvad der var galt nægtede jeg at svare... eller rent ud sagt jeg sagde slet ikke noget. Jeg tror det blev ved sådan i 20 min. før min mor gav op og på det tidspunkt var hun blevet rasende og selvfølgelig irriteret over at jeg ikke ville sige noget overhovedet.
Det var den eneste gang jeg gjorde det. For trods det at jeg ikke var så gammel så kunne jeg godt se at det med bare ikke at sige noget det ikke var en holdbar taktik.

Så i dag finder jeg ud af at hun har fundet nøglen til min gamle dagbog (som jeg skrev i 2001-2003) og låst den op og læst den. Jeg er mildest talt pissed off... Hun er muligvis kun 11, men i den alder ved man godt at andres dagboger - om det så er veninders eller søskendes, er off limits! Det er simpelthen tarveligt af hende at læse mine personlige tanker. Især når hun selv nægter at snakke med os (og mig) når der er noget der går hende på.
Håber at hun ligesom mig finder ud af at opføre sig sådan simpelthen ikke holder i længden!
Godnat
(Billedet fundet på google.dk)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar