The world is my playground

Dén følelse havde jeg lidt her til aftes da jeg kørte hjem efter at have kørt alene på arbejde. Det var første gang jeg kørte et længere stykke i bilen alene. Der var næsten ingen på vejene, så det var en ret fed fornemmelse. Ikke forstået på den måde at jeg så bare speedede vildt op eller kørte slalom på kørebanen, men selve bare selve dét at køre helt alene uden nogen bag eller foran mig.

I dag tog jeg over til min mor igen efter at ha' været hos min far i ca. 3 uger. I morgen går jeg pak-amok og får forhåbentlig ordnet alt til når jeg skal afsted (vi kører herfra kl. 2.00, natten mellem søndag og mandag). Forhåbentlig betyder det at jeg ikke skal bekymre mig om det om søndagen hvor jeg sikkert har meget andet at tænke på.

Rikke, min veninde som også snart tager afsted for at blive au pair, skal rejse ca. 2 uger efter mig. Jeg havde håbet at vi skulle nogenlunde samtidigt afsted, eller at hun skulle før mig, så hun kunne fortælle mig hvordan det var. Men nu bliver det omvendt og så er det mig der kan fortælle Rikke hvordan det føles. Måske er det godt nok at jeg får det overstået hurtigt... Jeg kan bare ikke tanken om at være helt alene om det. Men men, det skal nok gå. Når det kommer til sådan noget med at rejse så er jeg meget forsigtig og sørger for at jeg kommer med det rigtige tog, bus eller i dette tilfælde fly. Jeg kan bare ikke lide at min bagage ikke hele tiden er med mig, men det kan jeg ikke rigtig lave om på jo. Sådan fungerer det jo ligesom bare med fly.

Nu vil jeg gøre mig klar til at sove. Jeg skriver igen i morgen. Godnat :)